Jens er 87 år. Han har været mekaniker hele sit liv. Cykelsmed også. Hænderne har altid vidst hvad de skulle — selv når hovedet ikke helt var med. Der er noget ved at skrue i noget. Noget der sidder fast, og som man kan løse. Noget der giver mening, når resten ikke gør.
For fire år siden kom hans kone Gertrud på plejehjem.
Det var ikke noget der skete fra den ene dag til den anden. Det var langsomt. Først glemte hun nøglerne. Så glemte hun navnene. Så en morgen stod hun i køkkenet og vidste ikke hvad komfuret var til. Jens prøvede så længe han kunne. Han lavede mad til dem begge. Han lagde hendes tøj frem om morgenen. Han skrev sedler og satte dem på køleskabet. Jens er ude at handle. Jens kommer snart hjem. Du hedder Gertrud og du bor i Bogense.
Men til sidst kunne han ikke mere. Ikke fordi han ikke ville — men fordi han elskede hende for meget til at lade stå til. Den dag han kørte hende op til plejehjemmet, sagde hun "sikke et pænt sted, Jens" og smilede som om de var på udflugt. Han nikkede og holdt hendes hånd hele vejen op ad gangen. Da han kørte hjem, holdt han ind til siden halvvejs og sad i bilen i tyve minutter.
Huset blev stille på en måde Jens ikke var forberedt på. Morgenmaden tog fem minutter i stedet for en time. Der var ingen der sagde "Jens, nu drikker vi kaffe." Ingen der bad ham hente noget i Brugsen. Ingen der satte Radio 4 på om morgenen, fordi hun godt kunne lide stemmen der læste nyheder op.
Stilheden var det værste. Ikke om natten — der havde han vænnet sig til at være alene med sine tanker. Men om formiddagen. Klokken ti, når dagene plejede at have retning. Når Gertrud sagde "hvad laver vi i dag?" og Jens sagde "det finder vi ud af" og så fandt de ud af det. Nogle gange var det ikke mere end en tur til havnen for at kigge på bådene. Andre gange tog de cyklerne og kørte ud langs fjorden, og Gertrud sagde "lad os køre lidt længere" og det gjorde de altid.
Nu var klokken ti bare klokken ti. Og der var stille.
Han prøvede at sidde i stolen. Se fjernsyn. Læse avisen to gange. Gå en tur der ikke førte nogen steder hen. Men Jens er ikke bygget til at sidde stille. Hans hænder vil noget. De har altid villet noget. Selv når han sad og så Tour de France med Gertrud, sad han og pillede ved et eller andet — en lighter der ikke virkede, et dørhåndtag der var løst, en kuglepen han skruede ad for at se om han kunne fixe den. Gertrud sagde altid "kan du ikke bare sidde stille, Jens?" og de grinte begge to, for de vidste godt at svaret var nej.
Så en dag gik han ud i garagen.
Den havde stået halvt lukket i måneder. Støv på bænken. Værktøj der hang på sine kroge og ventede. Han åbnede porten, og sollyset faldt ind over det hele, og Jens stod der og kiggede på sine ting som om han mødte en gammel ven.
Han ryddede op. Fejede gulvet. Fandt en klud og tørrede støvet af bænken. Lagde værktøjet frem, stykke for stykke, som en kirurg der gør klar. Fastnøgler, skruetrækkere, den gamle momentnøgle han havde købt i 1973 og som stadig var den bedste han havde. Og så gik han ud til vejen med et stykke pap og en tusch og skrev: Cykler, plæneklippere og småting — bring det forbi.
Han stillede skiltet op ad hækken og gik ind igen. Så satte han kaffe over og ventede.
Det tog to dage.
Så kom den første. En nabo med en punkteret cykel. Jens havde den klar på tyve minutter. Naboen stod og kiggede på, mens Jens arbejdede, og de snakkede om vejret og om at det var længe siden man havde set Jens ude i garagen. Naboen spurgte hvad det kostede. "Giv mig en tyver," sagde Jens. Ikke fordi cyklen var en tyver værd. Men fordi Jens ikke gider diskutere penge. Han gider skrue.
Så kom der en med en plæneklipper der ikke ville starte. Jens kiggede på den, rensede karburatoren, skiftede tændrøret og trak i snoren. Den startede i første hiv. Manden stod med åben mund. "Den har ikke kørt i to år," sagde han. "Den havde bare brug for nogen der gad kigge på den," sagde Jens.
Så en med en hækkesaks der var blevet sløv. Så en dame med en gammel symaskine hun havde fået af sin mormor. Den havde stået på loftet i femten år, og damen havde prøvet at få den til at køre, men den sad fast. Jens kiggede på den. Skruede forsigtigt. Olerede. Justerede spændingen. Og pludselig kørte den igen, med den der bløde summen som kun gamle symaskiner har.
Damen stod og så ud som om han havde givet hende mormoren tilbage.
Langsomt, uge for uge, begyndte folk at finde vej ned til Jens' garage. Og det mærkelige var — det var ikke kun tingene de kom for.
De kom for Jens.
For den måde han siger "sæt dig ned, kaffen er varm" på, mens han skruer videre uden at kigge op. For historierne om dengang der var tre cykelsmede i Bogense og alle kendte hinanden. For den stille ro der er over en mand der ved præcis hvad han laver — og som ikke har travlt med at bevise det.
Jens tager ikke ret meget for det han laver. En tyver, en trediver, et eller andet lille beløb. Han diskuterer aldrig prisen opad. Men hvis folk har lyst til at give lidt mere, peger han bare over på en gammel kagedåse der står på hylden ved vinduet, mellem en dåse WD-40 og et billede af Gertrud fra deres sølvbryllup.
"Læg det derover," siger han. "Det går til Gertruds plejehjem."
Han siger det stille. Uden drama. Uden at gøre et nummer ud af det. Men alle i Bogense ved hvad den kagedåse betyder. Og den er aldrig tom. Folk lægger en halvtredser, en hundrede, nogle gange mere. Ikke fordi Jens beder om det. Men fordi de kender historien. Og fordi det føles rigtigt.
Nogle gange kommer folk forbi bare for at sidde lidt. De har ikke noget der skal repareres. De tager bare to wienerbrød med fra bageren nede på torvet, og så sætter Jens kaffe over på det lille gasblus bag i garagen. Så sidder de der med åben port ud til haven, og solen falder ind, og de snakker om alt og ingenting.
Om vejret, som man altid starter med. Om dengang havnen frøs til en vinter i halvfjerdserne og alle gik ud på isen med termokander og klapstole, og Jens' svigerfar faldt igennem med det ene ben og bandede så højt at måger fløj op fra molen. Om fiskehandleren der lukkede i firserne og hvordan hele gaden duftede af røget makrel om fredagen. Om den sommer Jens og Gertrud kørte til Gardasøen i en brugt Opel Kadett og blev væk i tre uger. Gertrud ville ikke hjem. Jens heller ikke. De ringede til naboen fra en telefonboks og sagde "vand lige blomsterne en uge mere." Naboen sagde "I er fuldstændig vanvittige." Gertrud sagde "ja, er det ikke dejligt?"
Jens kender hvert et hjørne af Bogense. Hver bænk, hvert gadehjørne, hver historie bag facaderne. Han kan fortælle hvem der boede i det gule hus på hjørnet i 1962, og hvad der lå der hvor Netto ligger nu. Han ved hvilken bager der lavede de bedste snegle, og hvor man kunne købe de billigste dæk til en Nimbus. Han og Gertrud har gået de samme gader i over tres år. Først som unge med hele livet foran sig. Så med børnene i hånden. Så alene igen, arm i arm, langsommere, men stadig sammen.
Bogense er ikke bare en by for Jens. Det er alle minderne. Hvert gadehjørne har en.
En tirsdag eftermiddag bankede det på garagedøren. Jens tørrede hænderne i en klud og åbnede. Udenfor stod borgmesteren. Jens kendte ham godt — han havde repareret hans søns cykel to gange.
Borgmesteren havde en lille pakke med, indpakket i brunt papir. Jens åbnede den. Det var en svensknøgle — betrukket med guld. Ikke rigtig guld selvfølgelig, men den skinnede som om den mente det. Borgmesteren gav Jens et skulderklap — et ordentligt et, af den slags der siger mere end ord — og sagde stille at i Bogense er skuldrene brede nok til at en mand som Jens kan have sin lille gesjæft og tjene en ekstra mønt til pensionen.
Der er strengt taget ikke nogen regler der siger han må. Men der er heller ikke nogen i Bogense der siger det højt. Det er bare sådan det er. Man passer på hinanden.
Jens stillede svensknøglen op ved siden af kagedåsen. Og nu står de der begge to på hylden. Guld-svensknøglen og Gertruds kagedåse. Tæt op ad hinanden. Det er egentlig hele historien om Jens i to ting.
Derfor elsker Jens Bogense. Ikke bare fordi det er hans by. Men fordi det er en by der ser ham.
Hver dag klokken fire lukker han garagen. Lægger værktøjet på plads, stykke for stykke, ligesom han altid har gjort. Vasker hænderne grundigt — det tager lang tid med de der fingre der altid har olie i revnerne, uanset hvor meget sæbe han bruger. Tager jakken på. Og cykler op til plejehjemmet.
Turen tager otte minutter. Han kører forbi bageren, forbi torvet, forbi det gule hus på hjørnet, op ad bakken og ind ad den lille sti. Han kender hvert bump i asfalten.
Så sidder han ved Gertrud. Holder hendes hånd. Fortæller om dagen. Om ham med plæneklipperen der kom igen fordi den bøvlede med gashåndtaget. Om naboen der bragte hindbær fra haven. Om at vejret er ved at vende og at fjorden var helt blank i morges.
Nogle dage siger hun ikke så meget. Kigger ud ad vinduet. Holder om hans hånd uden rigtig at vide hvorfor. Andre dage genkender hun ham med det samme og siger "der er du jo, Jens" og smiler det der smil han har kendt i over tres år. De dage er de bedste. Men han kommer også de andre dage. Selvfølgelig gør han det.
Hver eneste dag.
Og når han cykler hjem igen om aftenen gennem Bogense, med vinden fra fjorden i ansigtet og gadelygterne der tænder en efter en langs havnen, så tænker han ikke på at han er 87. Han tænker ikke på at dagene engang var stille. Han tænker på at i dag kom der en med en cykel der knirkede, og nu knirker den ikke mere. At kagedåsen er lidt tungere end i morges. At Gertrud sagde hans navn.
Dagen har haft hænder i. Mennesker i. Kaffe og wienerbrød i. Og Gertrud i.
Og det er nok. Det er mere end nok.
Man bliver aldrig for gammel til at gøre nytte. Og det allerbedste værktøj i garagen er tid til hinanden.
// Holger