Din verden kan blive en del af et fællesskab

Det startede en morgen i november.

Jeg var nede ved stranden, helt alene. Det blæste, og Limfjorden var grå og urolig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg samlede en håndfuld muslingeskaller op og tog dem med hjem.

De lå på køkkenbordet i tre dage. Så en aften, da jeg ikke kunne sove, satte jeg mig ned med mine akrylfarver og malede en lille solnedgang på den største af dem. Ikke noget kunstnerisk. Bare noget der mindede mig om den aften i august, hvor himlen over fjorden blev helt lyserød.

Næste dag lagde jeg den på en hegnspæl nede ved bådehuset. Bare sådan. Uden at tænke videre over det.

To dage efter var den væk.

Jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde mig glad. Nogen havde set den. Nogen havde taget den op, kigget på den og tænkt: Den vil jeg gerne have.

Så malede jeg flere. Blomster, bølger, fugle, små fjordlandskaber. Jeg lægger dem rundt omkring i Løgstør — på bænke i parken, i vindueskarme på gaden, på stensætningen ved havnen.

De ligger bare der og venter på nogen.

Nogle gange ser jeg turister stoppe op og samle en op. En mand stod og kiggede på en med en blå bølge, vendte den om i hænderne og stak den i lommen med et lille smil. Han anede ikke at jeg stod bag vinduet i bageren og kiggede på.

Jeg tænker tit på, hvor de ender. Måske på et sofabord i Aalborg. Eller på en reol i København. Og en dag kommer der gæster forbi, og de spørger: "Hvad er det for en muslingeskal?" Og så fortæller de om den dag i Løgstør. Om at de gik langs havnen, og vejret var gråt men på en god måde. Om den lille café der lavede den bedste øllebrød. Om at de fandt den her skal på en hegnspæl og ikke helt ved hvorfor de tog den med — men at de bare gjorde det.

Den historie får jeg aldrig at høre. Men jeg kan lide at tænke på, at den findes et sted derude. At en lille malet muslingeskal fra Løgstør får mennesker til at fortælle om en dag, de ellers ville have glemt.

Jeg har malet over 200 nu. Og jeg stopper ikke.

For hver gang jeg lægger en ny skal et sted i byen, tænker jeg: Den her er til nogen. Jeg ved bare ikke hvem endnu.

Hej Holger.

Jeg har set dit opslag på Facebook og på din YouTube-kanal, at du søger folk der har noget de synes om noget der giver mening for dem i deres hverdag. Kunne forstå at det ikke gjaldt om at bygge raketter der kan flyve, eller en bilpark under huset, men at de simple ting, hvor alle kan være med, er det som det handler om i dit univers.

Jeg ved ikke om det jeg gør kan have din interesse, men jeg giver det et skud.

Jeg er vild med at hoppe på sten.

Jeg kan ikke lade være når jeg kommer til et sted, og jeg kan se at her er der en mulighed for at bruge 5-30 minutter på at springe rundt på de forskellige sten og mærke fornemmelsen af dem gennem mine fødder og videre gennem kroppen.

Det behøver ikke at være farlige steder, men efterhånden som jeg har gjort det i mange år, så bliver udfordringerne selvfølgelig også skruet lidt op. Jeg kan godt lide tanken om at hvis jeg ikke er koncentreret om det jeg har gang i, så er der kontant afregning – i bedste fald med et blåt mærke, eller måske noget der er lidt værre.

Vi kender alle sammen sætningerne med kvinder der kan multitaske og mænd der har mange bolde i luften. Vi klapper i vore hænder, og tænker "Hvor er de altså bare dygtige".

Sandheden er lidt anden, for hjernen er kun i stand til at udføre én handling ad gangen. Det vil sige at hvis der er mange bolde i luften, bliver intet af det særlig godt.

Forestil dig et hjem med mange pligter. Vask, oprydning, støvsugning, brænde til brændeovnen, græs der skal klippes, bil der skal til service, arbejde der skal passes, og børn der skal hentes. Ved at have mange bolde i luften eller multitaske, er jeg sikker på at det kun er tallerkener der er vasket op, sokker der er kommet i vaskemaskinen, et barn der er glemt i børnehaven, og i den dur.

Man bliver nødt til at have et overblik, og så gøre én ting ad gangen.

Det giver en konstant stress at gøre det på den forkerte måde, og det var sådan jeg oplevede det på mit arbejde. En konstant stress over ikke at slå til og få gjort alle de opgaver der blev puttet på mit bord.

En dag på vej hjem fra arbejdet, kom jeg forbi en bunke sten, og fik en pludselig lyst til at springe op på dem.

Fuldstændig ligeglad med hvad andre omkring ville tænke over den handling.

Efter 2 minutter kunne jeg mærke at der skete noget. Anspændtheden i kroppen begyndte at løsne sig, for jeg kunne ikke gå fra sten til sten på stive stænger. Jeg blev nødt til at bøje lidt i knæene.

Efter 5 minutter kunne jeg mærke noget i hovedet. Arbejdsdagen begyndte at forsvinde, og jeg begyndte at kigge på omgivelserne. Fik både øje på en svanefamilie, og en café jeg aldrig havde lagt mærke til før.

Så hver gang jeg skal tømme hovedet, finder jeg nogle sten, og hopper lidt på dem. Det har gjort noget for mig, og derfor tænker jeg at det måske også kan gøre noget for andre.

Så Holger. Hvis du har lyst til at komme forbi og hoppe på sten sammen med mig, er du velkommen.

Jeg har på fornemmelse at vi kan få grint lidt sammen.

Hilsen Poul fra Frederikssund