Jeg sidder i en bjerglandsby i Spanien der hedder Biar.
Helt fantastisk by, når man giver den en velfortjent chance. Og det har jeg gjort de sidste 3 dage.
Husene kravler op ad bjergsiden i farver som jeg sjældent ser i Spanien. Nyrenoverede facader i lyserødt og gult, side om side med gamle mure hvor pudsen er skallet af — og det gør dem bare endnu smukkere. Som om tiden har malet dem færdige.
Gaderne er smalle. Rene. Stille.
Den slags stille hvor man kan høre sine egne skridt. Og oppe over det hele — over tagene, over kirken, over det hele — troner en borg fra en anden tid.
Åben nogle timer om mandagen. Ellers står den bare der og holder øje med byen.
Horisonten? Den stopper ikke. Den bare fortsætter og fortsætter, ud over oliventræer og bjerge, indtil himlen tager over.
Jeg har travet rundt i de små gader. Drejet om hjørner bare for at se hvad der var. Fundet trapper der fører op til udsigter man ikke kan forberede sig på. Stået stille og bare kigget.
Det er den slags sted hvor man glemmer hvad klokken er.
I går skete der noget jeg aldrig har set før.
Byen samlede sig oppe ved borgen. Det var koldt — virkelig koldt — og folk kom gående op ad bakken med små kasser under armen. Alle hilste på hinanden.
Typisk i en spansk landsby. Alle samles og har et fællesskab, vi andre burde være misundelige på.
Så åbnede de kasserne.
Duer.
I alverdens farver. Gule. Grønne. Blå. Røde. De skød op i luften som en eksplosion af farver og fløj hen over himlen i samlet flok — 60 km i timen eller mere. Rundt og rundt om borgen, som et levende maleri der ikke ville stoppe.
Flokken drejede. Spredte sig. Samlede sig igen. Skiftede retning som var de styret af noget ingen af os kunne se. Folk stod bare og kiggede op. Stille. Med kaffe, smøger og kolde næser.
Jeg havde første parket til det hele.
Jeg prøvede selvfølgelig at fange det på kamera.
Men prøv du at følge en flok duer der flyver som var de løbet fra et cirkus. Det er ikke nemt. Kameraet vil den ene vej, duerne vil den anden. Jeg tror jeg fik noget. Men oplevelsen var større end noget billede kan rumme.
Det har ærligt talt været svært at komme ud af autocamperen de her dage. Ikke fordi stedet ikke trækker — det gør det. Men jeg sidder og bygger hjemmeside. Skriver tekster. Redigerer videoer. Planlægger alt det der skal ske, når snuden drejes mod Danmark til foråret.
Der er tusind ting i hovedet.
Og jeg glæder mig. Til at gense venner og familie derhjemme. Til at køre rundt i Danmark og møde alle de mennesker der har skrevet til mig. Til at begynde på det der virkelig er kernen i det hele.
Men lige nu?
Lige nu flyver dagene afsted. Og jeg er begejstret. Det her projekt jeg har fået gang i — jeg kan ikke helt se hvor det ender. Og det er måske det bedste ved det.
At det er større end mig.
At det ikke handler om at have en plan der er hugget i sten, men om at følge det der føles rigtigt.
Jeg tror det kan blive noget helt fantastisk. Ikke bare for mig — men for en masse mennesker der har lyst til at lege med.
Har I lyst?
Tror det kan blive stort. God uge til jer derude herfra Biar. // Holger 🙏🏻