Hvorfor har vi så travlt med, at alt helst skal forsvinde, så vi står tilbage jomfruelige – uden skrammer og ar?
Når et forældrepar har oplevet vuggedød, eller at deres teenagedatter ikke kom tilbage fra festen, men blev dræbt af en beruset bilist, som havde nok i sig selv og syntes, det var en fandens god idé at snuppe bilen fremfor at betale 200 kroner for en taxa...
"Det går nok – tiden læger alle sorger. I er jo unge, så I skal nok få et barn mere."
Godt, I har tre børn (nu to).
Tiden læger ikke alle sår. Men måske kan den strække så langt, at fremtiden bliver tålelig – så de ramte igen kan smile og glæde sig mere eller mindre på andres og egne vegne.
Men måske trænger de mennesker, der har oplevet noget, som for os andre er ubegribeligt, indimellem til at blive spurgt, hvordan de har det.
Hvis vi har modet til at spørge, tror jeg, modtageren vil være taknemmelig for ikke at skulle føle, at nu er der gået så og så lang tid – så hvorfor er jeg ikke ovre mit ??? endnu?
I min tid som brandmand i Københavns Brandvæsen – dels som brandmand, dels på ambulancen – med over 10.000 ture, har jeg set og oplevet det meste. Jeg har mærket, hvor uretfærdigt det nogle gange føles. Hvorfor skulle det lige ramme min familie?
"Er det ikke værst, når det er børn?" har jeg fået at vide utallige gange.
Hver gang har jeg svaret: Vi er jo alle børn, så længe vores forældre er i live.
Jo ældre vi er, jo flere minder – så for mig har alderen aldrig været afgørende for, om hvad er "værst".
"Nå, men det går jo nok. Han var jo over 30. Godt I fik nogle gode timer sammen – og synd, han ikke nåede at skænke jer et barnebarn. Den må brormand klare.
Det havde været være hvis det var lille Ida på 2 år, som havde livet foran sig.
Hvorfor skal vi have en mening om, hvor længe folk bør bruge på at finde ro i deres traumer?
Jeg tror, vi har den mening, fordi vi tænker mere på os selv end på den ramte.
For når vi ser ind i øjne, der har været vidne til noget ubærligt, ved vi ikke, hvad vi skal stille op.
Hvad skal vi sige? Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi tænke?
Vi skal ikke en skid. Vi skal anerkende, lytte — og spørge oprigtigt: Hvordan klarer du det?
"Du skal ikke spørge til Pia og hendes skilsmisse. Så bryder hun bare sammen og skal fortælle i en halv time, at hun blev såret, fordi Torben knaldede underboen."
"Der skal bare gå lidt tid, så skal vi ikke høre mere på hende. Hun bliver glad igen, og glemmer hurtigt at han var hende utro. Det påvirker jo ikke hendes tro på fremtidige kærester. Tiden læger jo alle sår.
Vi kender alle nogen, der døjer med noget, vi ikke forstår – fordi vi ikke selv har prøvet det.
Omvendt har vi nok alle noget, vi ikke lige synes er helt optimalt, og som vi har døjet med det meste af livet.
Det kan være tandlægeskræk, klaustrofobi, vandskræk, flyskræk, frygt for edderkopper eller bakterier.
Det kan være tvangsprægede tanker, overdreven rengøring, social angst – eller bare det at være bange for ikke at passe ind.
Vi har opfundet mange bogstaver for det i dag – så vi bedre kan forstå os selv.
Og ja, det er rart med en forklaring: Hvorfor er jeg sådan, og hvornår er tiden gået, så jeg ikke skal tænke mere over det.
Sandheden er:
Tiden læger som regel ikke en skid – udover småbagateller som en rift efter barberingen.
Rigtig god dag til jer derude.
// Holger 😎