Når man bliver inviteret hjem til nogle mennesker, man ikke kender specielt godt? Det kan være et par nede fra badmintonhallen eller noget andet i den stil. Man ved, hvem de er, men derudover ikke så meget mere. De virker som nogle spændende mennesker, hvor det kunne være hyggeligt at tilbringe en aften sammen.
Der er blevet købt en lille høflighedsgave til værtinden. Jeg har det lidt stramt med venindegaver, især når der kommer flere til den samme komsammen. Der er altid lige Carl og Benedikte, som kommer med dyre mærkevarer, der får de andre venindegaver til at ligne noget, katten har slæbt med.
"Jamen altså, Benedikte, det er da alt for meget." "Nej nej, slet ikke, søde. Det manglede bare."
Nå, men vi er kommet hjem til Carl og Benedikte fra badminton med vores lille Peter Bayer-chokolade. Allerede op ad indkørslen begynder advarselslamperne at lyse lidt, for hold nu kæft et hus, de bor i.
"Er du sikker på, det er her? Hvad med vores tøj, er vi pænt nok klædt på? Skulle vi have købt noget andet end chokolade?"
Det startede som en virkelig god idé, og nu virker det nærmest som om, at det eneste fællestræk er badminton. Og nu hvor der bliver tænkt over det, kan man jo godt se, at deres badmintonudstyr, tøj, sko, håndklæder med mere ligger i et noget andet prissegment end vores.
Vi får ringet på, og både Carl og Benedikte åbner døren i de skarpeste outfits, og hun med armen flettet ind i hans. "Nej, hvor dejligt I kunne komme — og så med chokolade. Det skulle I ikke have gjort," hvorefter den bliver lagt i entréen.
"Skal vi ikke starte med en lille rundvisning, så I kan se, hvordan vi bor? Vi er ikke helt færdige, men det går nok."
Så bliver man slæbt fra det ene kæmpeværelse til det andet. Op på loftet, som er indrettet til fitnessrum med alle tænkelige maskiner. Taljer og snore fra loftet, ribber på en hel væg og gulv-til-loft-spejle på en anden. Ned i kælderen, hvor der både er wellness-rum og saunagus, samt bag en stor glasrude en vinkælder med den rette temperatur og luftfugtighed.
Efter den lette rundvisning skal der spises, og her må man sige, at der ikke er sparet på kvaliteten af maden. Under middagen fortæller Carl om sit arbejde, hvordan han som 14-årig tog fra det mørke Jylland for at søge lykken i København, hvilket ledte ham til et job i New York, hvor han faktisk mødte Benedikte til et sælgermøde for særligt inviterede. Benedikte var der og sørgede for, at alle havde champagne i glassene, og jeg siger jer:
Det var kærlighed ved første glas.
Derfra historien om, hvor gerne de ville have haft børn, men at det aldrig var lykkedes på grund af noget, Benedikte fejlede. Carl var aldrig blevet undersøgt for dårlig sæd, for i hans familie havde alle tre-fire børn, så det var ikke der, problemet lå. Nu havde de tre børn i Afrika, som de støttede — forresten også sammen med støtte til et pandaprojekt, som var i sin spæde start. Man må jo hjælpe der, hvor man kan.
Så bryder Benedikte ind: "Ej altså, nu skal I høre. Carl er begyndt at købe digital kunst, og jeg siger jer, det er simpelthen det nye hotte inden for investering. Carl har allerede tjent til en ny Porsche, og han vil med glæde hjælpe jer med at komme i gang, hvis det er noget for jer. Vil du ikke, kære Carl?"
"Selvfølgelig vil jeg hjælpe, min skat."
Resten af aftenen går i samme spor, hvor den ene fantastiske historie bliver afløst af den næste, og ved 23-tiden begynder man at se på hinanden, om det ikke er på tide, at vi bryder op.
"Hvor har det altså været hyggeligt. Man føler jo næsten, at vi altid har kendt hinanden. Det er jo ikke hver dag, man er så heldig at støde på folk, hvor det bare klikker fra start af."
"Ja, nu fik vi jo ikke lige snakket i dybden om jeres formentlig spændende liv, men det må vi helt sikkert gøre næste gang. Både Benedikte og jer er jo nogle værre sludrehoveder, og sammen med vores psykolog har vi også diskuteret, at vi skal blive bedre til at give plads til vores medarbejdere og venner. Det øver vi os rigtig meget på, og vi synes selv, vi er kommet langt, selvom der jo altid er plads til forbedringer, som man siger."
"Nå, men endnu engang: Hvor var det altså hyggeligt. Vil I ikke have chokoladen med hjem, for Carl er lidt allergisk over for chokolade, selvom han ikke vil indrømme det. Vi ses på tirsdag til badminton. Møs, møs."
Rigtig god uge til jer derude.
// Holger 😎