Hvis jeg var dig, så ville jeg ...
Eller endnu bedre:
Hvis det var mig, så ville jeg ...
Det er altid helt fantastisk, når folk kommer med den sætning. Som regel helt uopfordret.
Så er det bare med at sige: lige et øjeblik, jeg skal lige have fundet en stol frem og lidt lækkert at tygge på.
For nu er man sikker på, at der kommer en hel smøre af, hvad den person ville gøre, hvis han var mig.
Og det er egentlig pudsigt, hvor hurtigt det går. Et menneske begynder at fortælle noget, og før det menneske er færdig med sætningen, er værktøjskassen fundet frem.
Du skal bare. Hvis det var mig.
Vi skal åbenbart have det ordnet.
Nogen fortæller for eksempel, at de gerne vil tabe sig.
Jamen du skal da bare løbe 10 kilometer hver morgen. Altså jeg løber ikke med, selvom det sikkert også kunne være godt for mig og min skidesæk. Men står du op halvanden time før du plejer, løber dine 10 kilometer og spiser 2.000 kalorier mindre om dagen, så skal du bare se løjer. Så har du tabt de 10 kilo, inden året er gået.
Nå. Godt. Så er den jo løst.
Det er næsten mærkeligt, at der stadig går folk rundt og er tunge.
Og så bliver det større.
Du skal bare gøre sådan her, nu skal du høre. Jeg havde en kammerat i militæret for 40 år siden, og han gjorde sådan, da han skulle flytte. Det hjalp for ham, så det er da bare det, du også skal.
Kammeraten skulle rejse hjemmefra sin mor til en beskyttet lejlighed to opgange fra hende.
Og det bliver brugt som eksempel på, hvordan man håndterer en skilsmisse efter 25 års ægteskab.
Det er jo også en sammenligning. Ikke nødvendigvis en god en. Men en sammenligning.
Tillykke med det. Jeg håber du kunne bruge det til noget, og ellers ring endelig, der er flere guldkorn hvor de kommer fra.
Forresten, hvem har du hyret til at flytte for dig? For jeg hader at flytte, så jeg hjælper dig sgu ikke. Nå, men pøj pøj med det hele. Du skal bare på Tinder, så er du videre.
Og så rejser han sig.
Nå ja, det burde jeg måske lige hjælpe dig med, inden jeg smutter. Jeg har en kammerat, og han gik på Tinder, og så kan du ellers tro at ...
Så sidder man der på sin stol med en tom pose slik og lidt ondt i ørene og tænker: hvad skete der lige der.
Og sådan kan man blive ved.
Jeg har det svært med det her.
Det skal du da bare.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Hvis det var mig ...
Jeg er faktisk lidt ked af det.
Du skal bare.
Man kan næsten ikke nå at sige «jeg har et problem», før nogen har fundet løsningen.
Måske havde jeg bare ikke bedt om en.
Det kan være, jeg godt selv ved, hvad jeg skal gøre. Det kan også være, jeg ikke aner det. Måske prøvede jeg bare at sige det højt.
Men det er svært at lade folk gøre det i fred. For fortæller nogen os noget, der ikke er helt godt, så føles det næsten forkert bare at sidde der.
Vi skal hjælpe. Vi skal have det menneske ud på den anden side.
Helst inden kaffen bliver kold.
Og det er nok derfor, jeg er begyndt at lægge mærke til den sætning.
Hvis det var mig ...
Han er ikke længere i gang med at høre, hvad jeg siger. Han er i gang med at fortælle mig, hvad han ville gøre, hvis han var mig.
Det er faktisk en imponerende evne. At kunne overtage et andet menneskes liv på 11 sekunder.
Og det sjove er jo, at han ikke skal noget som helst.
Han står på sidelinjen med facitlisten til et liv, han ikke selv skal leve. Udsigt til hele banen, uden at skulle spille kampen.
Går det galt, var det jo heller ikke ham.
Det er mig, der skal leve med det.
Ikke så sært, at man kan være skråsikker deroppefra.
Og jeg tror ikke engang, det handler om arrogance. Vi gør det, fordi vi gerne vil hjælpe.
Det er bare pudsigt, at hjælpen så ofte starter med, at vi holder op med at lytte.
Et menneske fortæller noget. Vi hører det. Vi vurderer det. Vi finder løsningen. Og så afleverer vi den.
Værsgo. Problem løst.
Lidt ærgerligt, hvis der bare var brug for, at nogen hørte efter.
Derfor er jeg blevet ret vild med det lille ord.
Hvorfor.
Syv bogstaver, og så sker der noget helt andet.
Hvis det var mig, så ville jeg ...
Hvorfor det?
Jamen ...
Igen frem med stol og slik, for nu begynder det at blive sjovt.
For lige før var det mig, der skulle forklare mig. Nu er det ham, der skal forklare, hvorfor han ville gøre det.
Og har han en fantastisk forklaring, hører jeg den meget gerne.
Men nogle gange kommer der bare: jamen ... fordi.
Det var åbenbart lettere at finde løsningen end at finde ud af, hvorfor den var så god.
Og det er det fine ved det ord. Det løser ingenting.
Det gør nærmest det modsatte, for det giver problemet tilbage til den, det tilhører.
Et menneske kan godt fortælle, at noget er svært, uden at nogen behøver gøre det nemt.
De kan godt være i tvivl, uden at tvivlen skal fjernes.
De kan godt være kede af det, uden at de skal have det bedre inden kaffen er drukket.
Og de kan godt fortælle, hvad de overvejer, uden at få at vide, hvad de skal gøre.
Nogle gange fortæller folk bare.
Så prøv det næste gang en begynder at fortælle dig noget. Sig nysgerrigt: hvorfor det?
Og lad så være med at sige mere.
Nu skal du ikke fikse noget som helst. Du skal bare sidde og se på, at et voksent menneske selv finder ud af det hele, mens du ikke laver en skid.
Og når han rejser sig for at gå, siger han som regel:
Tusind tak, min ven. Det er altid fantastisk at snakke med dig.
Rigtig god dag til jer derude.
🍬
// Holger 😎