Hvad menes der, når folk siger det? For mig at høre: rene vrøvl. Derudover er det jo svært at svare på, hvordan man skal føle sig i en bestemt alder.
Jeg kan næsten ikke forestille mig, at jeg skulle kunne lave en dobbelt flik flak hen over græsplænen. Jeg bevæger mig med museskridt om natten, når jeg skal ud på potten. Det er stofskiftet, der har ændret sig. Ikke bageren, der har tilbud på alverdens lækkerier, som gør at radiatormaven er skiftet ud med lidt mere fyldighed – og er der mere af mig, er der mere til dig.
Før i tiden kunne jeg være på vandet i stiv kuling uden at fryse. I dag trækker det frygtelig fra døren.
Det knirker og knager fra alverdens led i kroppen, og tak for bak-kameraet i bilen, så jeg ikke skal dreje hovedet hele vejen rundt for at se bagud.
Alting er uskarpt i butikkerne – og det er jo selvfølgelig på grund af de skide LED-rør, og ikke fordi jeg skal bruge styrke hinkesten for at få øje på noget som helst.
Tandlægeregningen hober sig op, og røven er på vej mod syd.
Fodmassage, body massage, løftede øjenbryn, støttestrømper og korset, agurkeskiver, dyre cremer, smarte ure, dyre biler, halstørklæde der er sat lidt kækt – og fanden og hans pumpestok.
Jeg tror ikke noget af det ville hjælpe mig til at føle mig yngre. Nok fattigere, men ikke yngre.
Jeg ser tit på YouTube og andre steder folk, der er vanvittigt dygtige til alle mulige ting. Folk der er frygtløse og laver fede ting, som jeg virkelig ville synes kunne være fantastisk at prøve – men må erkende, at det er for sent.
Jeg skulle have grebet chancen, da den var der. For den er væk for evigt – og i morgen er der en ny chance, der er væk.
Hvor længe tør du vente med at gribe den chance, der ligger for dine fødder lige nu?
For jeg tror ikke den holder i virkeligheden, den med ikke at føle sig som den alder man har. Det bliver hurtigt solskin, der bliver blæst op, hvor den ikke kan skinne.
Rigtig god dag til jer derude.
// Holger 😎