Jeg er ved at pakke mit sommerhus ned. Min far byggede det i 2007, og det er anden gang jeg tømmer det.
Første gang var efter ham. Alt var groet til udenfor. Indenfor var møblerne stadig nye.
Men indmaden i skabene havde min farmor og farfar også haft glæde af.
Han havde bygget et helt nyt hus. Og så havde han fyldt skabene med sin mors ditten og datten.
Sådan er det med sommerhuse. Man kan sagtens købe nyt hus. Men skabene bliver fyldt med alt det der ikke længere var godt nok derhjemme, men som stadig var for godt til at nogen turde smide det ud.
Så jeg tømte det. Det hele. Og indrettede det forfra med ting jeg selv havde valgt.
Nu står jeg så og pakker det ned igen. Mine egne ting. Dem jeg har valgt.
Og de er ikke meget værd for et eneste andet menneske end mig.
Præcis som hans ikke var.
Det var i øvrigt ikke første gang min far tog sin mor med sig. Da hun døde, pakkede han hele hendes hjem ned og stillede det i min stue.
(jeg havde godt nok en stue i overskud den gang)
Ikke et par kasser. Hele hjemmet.
Og så kom han. I to år. Hver anden søndag, kaffe, en kasse ad gangen. I MIN stue. Jeg har siddet og set min far blive våd i øjnene over ting jeg ikke kendte, mens jeg overvejede om jeg turde spørge hvornår han regnede med at være færdig.
Det gjorde jeg ikke. Man gør ikke det. Man laver mere kaffe.
Midt i det hele stod hendes bornholmerur. Det gik forkert. Det havde det altid gjort. Og hver halve time gav det den der lyd — ikke rigtig en klokke, mere en lyd som noget der er ked af det. I to år vidste jeg aldrig hvad klokken var i mit eget hjem, men jeg vidste hele tiden hvis ur det var.
Blandt tingene var der også malerier. Min oldefar var maler, og han var faktisk god. Min far var overbevist om at det var guld. Så han gemte dem. Først min farmor og så ham. I tredive år.
Så døde min far. Og så stod jeg med dem.
Jeg smed dem ud.
Tredive år. En flytning. En stue. En del kaffe. Og så endte de præcis hvor de burde være endt i første omgang — bare en generation senere, og af en der havde betydeligt mindre dårlig samvittighed.
Og det er dér jeg synes det bliver morsomt. På den ubehagelige måde.
For ting bliver ikke smidt ud. Ting bliver flyttet.
Der findes en rute, og den er den samme i hele Danmark:
Først står det i stuen, fordi det skal have en fin plads. Så rykker det ud i hjørnet, fordi det passer ikke rigtig ind. Så kommer det op på gæsteværelset, hvor det står i to år uden at nogen nævner det. Så på loftet. Så i garagen. Så i sommerhuset. Og en dag, elleve år senere, står der en person med en trailer og siger: "Hvad er det her egentlig?"
Ingen ved det. Væk med det.
Elleve år. Samme resultat. Bare med mere flytning.
Og undervejs har det udløst mindst fire skænderier.
For det er dét ingen fortæller dig: arv er ikke en samtale mellem dig og de døde. Arv er en samtale mellem dig og din ægtefælle, og den er sjældent kort.
Der står en stol i tusindvis af danske stuer, som ingen kan lide. Den er fra svigermor. Manden hader den. Han og svigermor kom aldrig rigtig ud af det med hinanden, og han er ret sikker på at stolen ved det. Men han siger ikke et ord, for han kan se at hans kone savner sin mor.
Så bliver den stående. Og han sætter sig aldrig i den. I fjorten år.
Ude i garagen står hans fars slagbænk. Den bruger han heller aldrig. Men den kan selvfølgelig ikke sammenlignes, for den er håndlavet, og den er fra dengang man lavede tingene ordentligt, og hvis nogen så meget som nævner en genbrugsplads i samme sætning, bliver der stille ved bordet.
Vi har alle sammen én ting der er kulturarv og én ting der er ragelse, og det passer altid mistænkeligt godt med hvem der er i familie med hvem.
Der findes ikke noget der afslører en familie hurtigere end fire mennesker i et hus hvor der ikke længere bor nogen. Pludselig kan folk huske ting med en præcision der ellers ikke har været til stede: "Mor sagde faktisk at jeg skulle have kobberkedlen." Nå. Sagde hun det. Hvornår? "Det gjorde hun bare."
Og der er altid den ene der ikke kan komme den weekend, men som altid kommer søndag aften når alt er båret ud. Han går en runde. Han er stille. Og så siger han: "Jamen tog I fjernsynet?"
Og så er der pengene. Som selvfølgelig ikke handler om penge.
Man deler pænt. Ingen vil være den grådige, så man siger "tag du bare guld-uret" med en stemme man ellers kun bruger i kirken. Det tager en eftermiddag. Alle er søde. Man kører hjem og tænker: det gik jo fint. Det var faktisk smukt.
Og så, et halvt år senere, begynder regnestykket.
Aldrig højt. Bare den der stille fornemmelse af at man måske kom dårligst ud af det. Man tog bogsamlingen, fordi det føltes som det rigtige valg. Nu fylder den en hel væg, og en antikvarboghandler har venligt oplyst at hele herligheden er fire hundrede kroner værd.
Broren, der tog det ingen andre gad, har lige solgt det for kassen.
Så er man sur. Ikke over pengene. Over ... noget andet. Man kan ikke helt sætte fingeren på det. Men der er noget.
Og på et tidspunkt dukker der altid en op der ved noget om priser. En svoger, eller en mand fra et auktionshus. Og han siger den sætning han har sagt til hver eneste familie i Danmark: "Der er desværre ikke rigtig marked for det længere."
For sådan er det: vi skændes aldrig om det der er værdiløst og elsket. Ingen har nogensinde råbt ad sin søster over et fotoalbum. Vi skændes om det vi tror er penge — og så kalder vi det følelser, fordi alternativet er for pinligt.
Imens står der det gode stel. Tolv kuverter. Guldkant.
Ingen på jorden vil have det. Det ved alle.
Der findes ikke ét menneske under 60 der nogensinde har sagt "ved du hvad jeg mangler? Tolv kuverter med guldkant."
Og alligevel er der ingen der tør smide det ud. Så det bliver kørt hjem til en af os. Op på et loft. Hvor det står i sikkerhed i tolv år, i den samme flyttekasse, til den næste generation kan få fornøjelsen af ikke at turde smide det ud.
Frimærkesamlingen. Leksikonet i 24 bind. Vi ved det godt. Vi ved det alle sammen godt.
Jeg tror grunden til det hele er, at vi er bange for at glemme dem.
Det er derfor det står der. Ikke fordi vi skal bruge det, men fordi det føles som om de bliver en lille smule mere væk, hver gang der ryger en kasse.
Men sådan virker det ikke. Man husker ikke et menneske i kubikmeter.
Jeg har smidt min oldefars malerier ud, og jeg tænker ikke mindre på min far af den grund. Jeg har en lille ting fra hver af dem der er død — små ting, som ingen andre ville lægge mærke til — og de gør nøjagtig det samme som tredive kasser ville gøre.
De døde bliver ikke gladere af at vi har rod.
Det her er ikke en opfordring til at rydde og smide alt ud.
Jeg har selv ting jeg aldrig ville skille mig af med. Og jeg synes det er smukt at bruge tid i et hjem hvor der lige har boet nogen. Der skal være tid til det. Det er en god måde at tage afsked på.
Min far skulle have sine to år.
Jeg fortryder ikke kaffen.
Så: hvad står der hjemme hos dig, som ikke er dit — og som du ikke tør smide ud?
Og hvem i familien tog fjernsynet?
Rigtig god dag til jer derude.
// Holger 😎
PS.
Og så skal jeg lige være ærlig om én ting omkring mit eget surferudstyr. Bræt, mast, bom og sejl lagt ud på græsset som du ser på billedet.
Jeg brugte det. Rigtig meget. For over tredive år siden var jeg i vandet hver gang der var vind nok, og det var noget af det bedste jeg har lavet.
Så holdt det op. Ikke bevidst — det gled bare. Og siden har udstyret fulgt mig. Kælder, skur, garage, sommerhus. Ind og ud af biler. Og hver eneste gang tænkte jeg det samme: det skal med. Jeg skal ud igen.
I går tog jeg det med ud. En halv pelikan, høje bølger, og jeg tænkte: nu skal det være. Det må briste eller bære.
Det gik som det skulle gå.
Og det var faktisk rart at få det at vide. For det var jo aldrig brættet jeg gemte på. Det var ham der stod på det. Ham for tredive år siden med det lange pandehår.
Han kommer ikke tilbage og henter det. Og det er helt i orden.
Så jeg stod med præcis samme bunke som min far. Jeg havde bare ikke arvet den. Den havde jeg lavet helt selv.
Det skal ikke med videre denne gang. 😉