Under opbygning

En krøllet tanke

Om traditioner, forventninger og onkel Bent

💚 Giv lidt — flyt meget → Biar · 11. februar 2026
← Tilbage til Historier

Glædelig jul!

Hjerternes tid står for døren med alle dens traditioner, glæder og familier, der skal samles.

Det helt rigtige juletræ er blevet købt og båret hjem til stuerne, hvor det i fællesskab er blevet pyntet med familiens pynt, der for nogles vedkommende er gået i arv gennem generationer, blandet sammen med børnenes kreativitet fra børnehaver og i de mindre klasser. Andre har samlet Georg Jensen, som også stolt kan vises frem i denne for alle glædelige tid.

Der har været gang i bagningen, så Mette Blomsterberg kan være stolt af sin tid i Bagedysten, og der er købt marcipan og nougat, konfekt og slik, flæskesteg, hvor alle beder til, at bare sværene bliver sprøde og ikke slatne som sidste år. Umut bliver set igen og igen på YouTube, da han jo er kongen af flæskesteg.

Ænder så fede, at de bliver en kærkommen ingrediens for sovsen sammen med en liter piskefløde for at gøre den cremet og lækker. Risalamande med endnu en liter piskefløde står moster Anna for. Ingen laver den som hende, så den tager hun sig af.


Gaver er købt og pakket ind med flot papir og sløjfer. Alle gaverne ligger under træet, undtagen den, som farmand har købt til lillemor. Den er gemt af vejen, for den skal først gives som kronen på værket. Sådan har det været hvert år, og den tradition skal der ikke laves om på.

Har alle set mig!

Barren er sat højt, og alle, store som små, har forventninger til denne fantastiske aften, hvor intet må gå galt. For nogen måneders forberedelse, for andre en periode med stress.

Endelig d. 24. december, og alt eller det meste er gjort, så nu er det tid til det, som vi sjældent får gjort. En tur i kirken for at mindes og glædes. Salig er den himmel blå.

Her kan vi sidde og smile til hinanden, og hvor er det dejligt med vores kærlige familie og sammenhold. Ja, altså bortset fra onkel Bent, som er temmelig belastende. Sikkert ensom og lidt kejtet. Hvor ville et kram og en kærlig gestus betyde alverden.

Den må søster tage sig af, for vi magter ham ikke.

And og flæskesteg, brunede kartofler, sprøde svær og sovs, rødkål og surt. Alt i rigelige mængder, for det er jo kun jul én gang om året. Risalamanden er spist, og chokoladeæsken delt ud.

Det er så desværre her, ambulancerne begynder deres konstante ture frem til midnat. Vores ældre er slet ikke vant til det fede mad og har måske oven i købet været lidt sløje op til den store dag. De har bidt lysten til at blive hjemme i sig, og nu sidder vi i denne situation, som skaber et lille skår i den store glæde.

Jeg taler af erfaring, da jeg godt kunne lide at køre ambulancen juleaften, inden jeg selv fik min søn.

For alle andre fortsætter familien med dans omkring træet, ledsaget af julesange, som alle kender, men har glemt teksten til denne jul. Vel overstået er det tiden, alle har ventet på.

Julegaverne.

Forventninger bliver indfriet, og for en del bliver forventningen til skuffelse og måske lidt gråd. Jamen dog. Bedste gjorde det, hun troede var godt. Du kan sagtens få den byttet. Der er byttemærker på det hele.

Jeg kunne jo ikke vide, at du ikke brød dig om dukker mere.
Jeg sagde, jeg ønskede mig en iPhone 17 med 1024 GB og ikke en fucking dukke.

Endnu én, der ville ønske, hun havde lyttet til den indre stemme og var blevet hjemme.

Ved midnat er der stuvende fuldt af biler på vejene. Proppet med julegaver, der ikke var de rigtige, og som skal byttes. Heldigvis har vi hele januar til at få det gjort. Julen er butikkernes fest, siger man. Måske, men jeg er ikke sikker på, at det er alt personale, der ser sådan på tingene.

Ingrid kigger på sin mand.

Det gik jo forholdsvis godt, synes du ikke?

Må I alle få en fortræffelig hjerternes fest, og må jeres inderste ønsker blive opfyldt.

Glædelig jul herfra Marokko.
// Holger 😎

← Tilbage til Historier

Hold dig opdateret

Når der sker noget nyt — en ny video, en historie eller bare en tanke — sender jeg en kort email. Ingen spam. Bare mig.