For et godt stykke tid siden var jeg i Ikea i Taastrup. Jeg ved aldrig helt hvorfor jeg tager dertil, for lige så snart at jeg er kommet igennem den første gule dør og der står en person og tager imod kunderne, kommer der faktisk hvis jeg skal være helt ærlig en fornemmelse af "For fanden da, nu har jeg gjort det igen" Hvor er udgangen.
Og så lige mig, der prædiker om at man skal tage ved lære af sine erfaringer.
Jeg kan stadig nå at vende om, men nu er jeg jo taget hertil, fundet en parkeringsplads imellem de 5000 andre biler derude, så kom nu Holger, det går nok, du er hurtig ude, og du får det du kom efter. Jeg skulle bare have nogle filtkurve, jeg tænkte kunne være gode i camperen, og i stedet for at bestille dem og få dem bragt til døren, synes jeg en hyggetur til Ikea var en skidegod ide.
Nu stod jeg ved hende der modtog mig med et ordentligt smil og "spørg mig om alt" på trøjen, og tænkte på hvorfor jeg ikke havde smidt min trøje i bilen i stedet for at have overtøj på og kampsvede i butikken. Op af trappen hvor man stort set kigger ind i cafeteriet. Skal jeg spise før jeg går videre, for man er jo erfaren og ved godt det ender med en dårlig pølse til en 5'er og en softice til det samme, når man endelig er kommet igennem kassen.
Efter man har taget sit valg med hensyn spisningen er man på vej igennem en labyrint af de helt store på klingen. Ingen vinduer, hverken i loft eller på vægge. Er jeg på kasino eller i Ikea. Er det sundt for medarbejderen eller hvordan hænger det sammen? Tankerne flyder imens sveden løber ned af ryg og øjenbryn.
Endelig endelig finder jeg mine små kurve som jeg kom efter, og jeg kan slet ikke koncentrere mig om at se om jeg kunne bruge andre ting. Det vrimler med indkøbsvogne, børn der er hevet med, lige efter en lang dag i børnehaven eller skolen, og forældre der ligesom jeg ser lidt opgivende ud.
Prøver om man kan skære igennem i en af deres små smutveje, for at opdage, at man går i mod pilene, og gad vide om det er meningen, eller er jeg på vej rundt i endnu en tur.
Til sidst kommer jeg igennem tag selv afdelingen og er på vej mod kasserne, hvor jeg opdager lange køer ved samtlige kasser. Kæmpe vogne fulde med alverdens ting folk skal hjem og samle og skændes om.
Nu er jeg nummer 4 inden jeg kan betale, så lyset begynder at skinne, og jeg kom det igennem.
Så står hun der: Fatima
Hun kan ikke få sit dankort til at virke. AFVIST står der så vi alle kan se hvad der sker. Mobil — AFVIST. Nyt kort — AFVIST.
Folk tripper og den stakkes pige som lige har været samme tur igennem som mig begynder at svede, og jeg kan næsten se en tåre i øjenhulen af frustration. Hun prøver og prøver og begynder at fortælle at der er penge på hendes konto og det må være en fejl og hvad hun ellers prøver at fortælle hende ved kassen.
Gør dog noget, tænker jeg. Ingen gør noget. Pigen er grædefærdig.
Så jeg spørger:
Hvor meget har du handlet for?
1370 kroner svarer hun.
Jeg betaler siger jeg.
Alle kigger på mig, og jeg tænker. Hvorfor kigger I, vi skal sgu da videre.
Pigen hedder Fatima og er omkring de 30-35 år. Sikkert mor til et barn eller 2, stresset og ked af det. Hun følte sig set og reddet fra mere ydmygelse, og var virkelig glad lige der. Dem i køen nikkede anerkendende og fortalte at de også lige skulle til at betale for hende inden jeg trådte frem. Det er rart at vide sagde jeg.
Hun spurgte efter mit telefonnummer og lovede at betale, så snart det gik i orden med banken. Det bestemmer du sagde jeg. Det er dig der skal leve med det hvis du lader være.
Bagefter så jeg hende på parkeringspladsen igang med at læsse sine store pakker ind i bilen, og jeg tænkte nu er jeg i gang, så det kan jeg godt give en hånd med. Igen blev hun glad. God tur hjem. Min tur var allerede blevet bedre end forventet.
Om aftenen kom der en overførsel og en sød besked fra Fatima. Der havde været et banknedbrud i de timer.
Jeg var i den 7. himmel i flere dage efter, for hvor var jeg glad for Fatima. Hun gav mig så meget positiv energi. Det handlede ikke om pengene, for dem skulle jeg nok overleve. Det handlede om at jeg stadig kan bryste mig af at være naiv, fordi jeg tror på hvad folk fortæller mig.
Der findes gode gerninger, men aldrig uselviske. Vi får det som regel bedre — og i det mindste ikke værre — ved at gøre gode gerninger. Det betyder meget for dem der modtager, og det betyder meget for os der giver.
Rigtig god dag til jer, og tak til Ikea for en vidunderlig oplevelse.
// Holger