Sådan står der i næsten hver eneste datingprofil.
Aktiv og livsglad.
Elsker naturen.
God til at grine.
Nyder de små ting i livet.
Hvem har egentlig set en datingprofil, hvor der står:
Jeg er egentlig lidt kedelig. Jeg bliver træt ved ni-tiden og synes bedst om en leverpostejsmad i fred og ro.
Næ, det skriver ingen. De skriver:
61 år og holder mig godt.
Man trykker på billedet.
Og opdager, at billedet også holder sig godt.
Du lyver jo i jobopslaget.
Swipe til skraldespand.
Ingen børn, men til gengæld fire newfoundlændere.
Skal jeg så gå resten af mit liv med en sort affaldspose i den ene hånd og en spade i den anden?
Swipe til ...
Elsker mine børnebørn. Kan ikke leve uden dem og skal bare se dem fire gange om ugen.
Du har ikke noget imod børn.
Men forældrene kan du godt få et problem med.
Swipe til ...
Jeg søger en mand med humor, selvironi og masser af energi.
Jeg har humor.
Selvironien arbejder jeg stadig på.
Energiniveauet afhænger lidt af, om der er en stol i nærheden.
Swipe til ...
Og så gør man det samme selv.
Man ser et menneske, man aldrig har mødt, og bruger to sekunder på at beslutte, om man gider vide mere.
Swipe til ...
Vi har et billede at vælge ud fra.
Og helt ærligt, prøv at gå i et supermarked og se på folk, der vælger æbler.
Ingen står og roder rundt i bunden af kassen og tænker:
Dér. Det rynkede. Det lidt bløde. Det med mærket. Det tager jeg.
Nej.
Man tager det blanke.
Og så står vi bagefter, en hel generation af lidt rynkede æbler, og undrer os over, at ingen vælger os.
Før datingsiderne sagde en ven:
"Jeg kender en, du burde møde."
Og så mødte man hende.
Det var hele algoritmen.
Man satte to mennesker ved siden af hinanden og så, hvad der skete.
Nogle gange blev de gift.
Andre gange talte de om vejret i tre timer.
Man hjalp også hinanden med at flytte.
Tyve mennesker i en opgang.
Et klaver, der sad fast i døren.
Syv forskellige forslag til, hvordan det skulle ud.
Og en gang imellem dukkede der en op, som gjorde flyttedagen betydeligt mere interessant, end man havde forestillet sig, da man sagde ja tre uger tidligere.
Bagefter sad alle på gulvet mellem flyttekasserne med en øl og en pizza.
Ingen havde spurgt om alder.
Ingen havde udfyldt en profil.
Man hjalp bare.
I dag skal vi først lige finde hinanden på en skærm.
Og så er der:
"Læst 21.14."
Ikke et nej.
Ikke et ja.
Bare et klokkeslæt.
Man kan nå at tænke ganske meget mellem 21.14 og 21.47.
Måske skrev jeg noget forkert.
Måske er jeg for gammel.
Måske er billedet dårligt.
Måske er der en anden.
Måske er hun død.
Det sidste er næsten det mest behagelige.
Så begynder man at ændre sin profil.
Skifter billedet.
Retter teksten.
Prøver måske med hund.
Og på et tidspunkt handler det ikke længere om at møde nogen.
Det handler om at blive valgt.
Og så får man beskeden:
"Din profil er blevet set fire gange denne uge."
Fire.
Det svarer lidt til, at en butik fik fire kunder ind, og ingen købte noget.
Men de kiggede da.
Måske er det derfor, jeg godt kan lide tanken om den gamle måde.
En ven satte dig ved siden af en.
En kollega inviterede dig med til middag.
Nogen skulle flytte, og pludselig stod du med den ene ende af et klaver.
Man mødte mennesker, fordi man var i nærheden af dem.
Så hvis du kender to mennesker, som du tror kunne lide hinanden:
Sæt dem sammen.
De behøver ikke passe sammen.
De behøver ikke blive forelskede.
De behøver ikke engang kunne holde hinanden ud.
Men de kan da få en kop kaffe.
Ikke fordi en algoritme fandt 87 procent fælles interesser.
Men fordi et andet menneske tænkte:
De to kunne måske være sjove sammen.
Det er egentlig en ret god algoritme. Den hedder en ven.
Hvad er det mest urealistiske, I har set i en datingprofil?
Og hvornår satte I sidst to mennesker sammen, som ikke selv havde bedt om det?
Rigtig god dag til jer derude.
🍎
// Holger 😎